Fanøs frivillige fejret ved festligt arrangement: Lokal ildsjæl hyldet med stor pris

Ryon Petersen (til venstre) fik overrakt de 20.000 kr. af borgmester Frank Jensen, for de adskillige poster han har siddet på i løbet af årene som frivillig på Fanø.

 

Fanø Kommune var lørdag d. 21. januar værter for Frivillighedsdagen, hvor øens foreninger og ildsjæle blev hyldet og fejret ved et festligt arrangement, som bl.a. bød på taler, underholdning og ikke mindst uddelingen af Byrådets Initiativpris.

Fodboldtrænere, festivalhjælpere, besøgsvenner, biografpersonale, strandopryddere, brandmænd – og meget meget mere. Fanøs frivillige har mange forskellige former og funktioner, men fællesnævneren for dem alle er, at de er med til at gøre en kæmpe forskel for lokalsamfundet. 
De er med til at skabe et rigt og levende kultur-, fritids- og idrætsliv, ligesom de også er med til at løfte det sociale arbejde og løse samfundskritiske funktioner.
Det var de pointer og konklusioner, der gik igen ved alle taler og indslag, da Frivillighedsdagen i lørdags løb af stablen i Fanø Hallen. Her var kommunens foreninger – af Fanø Kommune, og med flot økonomisk støtte fra Danibo og Fanø Brugsforening, som begge havde sponseret 25.000 kr. – inviteret til et arrangement, der havde til formål at påskønne og fejre de mange frivillige.
Det skete bl.a. via underholdning og indslag fra standupperen Kasper Gross, livsstilseksperten Flemming Møldrup og idrætsorganisationen DGI samt taler fra Børne- og Kulturudvalgets formand Anders Frey, Social- og Sundhedsudvalgets formand Johan Brink Jensen og borgmester Frank Jensen. Derudover støttede en del foreninger op om arrangementet, og deltog med stande, hvor de fremviste deres aktiviteter.

Stor pris til lokal ildsjæl
Som et passende punktum for fejringen af øens frivillige kunne borgmesteren på vegne af Fanø Byråd til slut uddele Byrådets Initiativpris, som gives til personer, foreninger eller institutioner, der med deres engagement og initiativer gør en forskel i lokalsamfundet.
Den beskrivelse må man sige i dén grad passer godt på årets prismodtager. Hæderen og de 20.000 kr. gik nemlig til Ryon Petersen, som udover adskillige formandsposter i bl.a. Fannikerdagen, Fanø Skibsfarts- & Dragtsamling og Foreningen Everten Rebekka af Fanø, i mange år har lagt mange timer og et stort arbejde i at få adskillige foreninger til at være velfungerende og sørget for, at der er styr på arrangementer og faciliteter.
Efterfølgende var det en glad borgmester, der kunne gøre status på arrangementet: »Det var en fornøjelse at se og møde et fint udsnit af vores mange og forskelligartede foreninger og frivillige. Vi er glade for, at vi med dette arrangement kan give dem et velfortjent skulderklap, da vores mange dedikerede ildsjæle gør en kæmpe forskel for vores samfund og har gjort sig fortjent til anerkendelse. Så dem skal der endnu engang lyde et stort tak til, ligesom vi også er taknemlige for den fornemme støtte, vi fik fra både Danibo og Fanø Brugsforening, som gjorde denne dag mulig.«