Fanøs Internationale Skole

Fanø Skoles internationale profil har fået et gevaldigt boost de sidste par år. Det internationale arbejde, udveksling, besøg fra andre udenlandske skoler og et højt niveau på sprogfagene har karakteriseret skolen i mange år, men i 2021 tog det alligevel nye højder. Fanø Skole blev en akkrediteret Erasmus+-skole.
Det betyder, at skolen de næste syv år har fået godkendt et budget i Erasmus+ – et europæisk program som støtter udveksling inden for EU. Skolen skal hvert år beskrive de projekter, de har tænkt sig at lave det skoleår, og så får de en pose penge fra Bruxelles. Og det er ikke småpenge, det drejer sig om.
I dette skoleår har skolens internationale valghold – 20 elever og to lærere – været i Jerez de la Frontera i Sydspanien og siden modtaget besøg fra en skoleklasse dernede fra. Eleverne boede privat hos hinanden under begge besøg.
Samtidig har hele 7. årgang + fire lærere været i Würzburg i Tyskland til et samarbejdsmøde med en tysk skoleklasse. Den tyske klasse forventes at komme på genbesøg næste 
skoleår. Og ikke mindre end seks lærere har været på job-
shadowing rundt omkring i Europa, hvor de har fulgt hverdagen på andre skoler, og på den måde blevet inspireret til nye pædagogiske tiltag på Fanø Skole.
Vi har også selv haft besøg af lærere fra bl.a. Spanien, og de har været henrykte over at kunne gæste vores lille ø, og de har været begejstret over vores skole og den måde, vi gør tingene på. Til sidst har 9. klasse været på lejrskole i Berlin og 10. klasse i Washington og New York, hvor 10. klasse også besøgte en skole og overnattede hos amerikanske elever. Alle disse ting, bare i indeværende skoleår!
Og det er med stor stolthed, at vi rejser. Vores børn er søde, velopdragne og virkelig dygtige til engelsk. Det er en fornøjelse at rejse med dem, og det giver et fællesskab, når man på den måde kommer ud og oplever verden sammen.
Ja, undskyld dette prale-skrift. Men når man ser, hvad der bliver tilbudt på efterskoler, privatskoler og folkeskoler andre steder, er vi utrolig privilegerede på Fanø, at vi har en skole, hvor disse ting er muligt. Fanø Skole får da også mange elever fra Esbjerg, som har hørt om de gode ting, som foregår. Næste år er over halvdelen af 10. klasses elever bosiddende i Esbjerg.
Den kulturudveksling, som foregår gennem sådanne internationale forløb, er vigtige i den verden, vi lever i dag, hvor polarisering og frygt for det fremmede fylder meget i mediebilledet. 
Det styrker elevernes forståelse for deres medmennesker og deres internationale kompetencer. Og det kan og skal eleverne bruge resten af livet.