FANØTASTIC

Fanø får massiv omtale i et af de mest anerkendte og respekterede internationale livsstils- og nyhedsmånedsmagasiner MONOCLE. 
 
I en overskrift på forsiden af november udgaven af MONOCLE står der »FANØTASTIC – Visit the rugged Danish outpost that’s home to some of the countries best INNS and DINING SPOTS« og inde i bladet er der en fem-sidet feature-artikel om Fanø.
Artiklen indledes med »Denne danske ø’s charme strækker sig så langt som dens fejende sandstrande, med hyggelige klassiske kroer, forfriskende havluft, og lækker mad og drikke, hvilket gør øen til et must«. Artiklen fremhæver Kellers Badehotel, Sønder Ho Kro, Fanø Bryghus, Rudbecks Ost og Deli, Fanø Laks samt Oyster King.
Magasinet MONOCLE har igennem 12 år givet en velhavende og tro læseskare, der er sultne efter muligheder og oplevelser uden for deres nationale grænser, en orientering om globale anliggender, kultur, kunst, design, mad og rejser. MONOCLE’s top-markeder er USA, Storbritannien, Australien, Singapore, Tyskland, Hong Kong, Portugal, Frankrig og Italien men sælges i hele verden i et oplag på 84.000.
Artiklen er skrevet af den Sydafrikanske freelancejournalist Mary Holland, nu bosiddende i New York, og billederne er efterfølgende taget af den danske fotograf Jan Søndergaard.
– »Det er ikke første gang, vi har haft den store ære at have besøg af magasinets skribenter. I 2013 havde jeg glæden at præsentere en af deres korrespondenter for Hr. Skov i Blåvand, samt Henne Kirkeby Kro og Henne Mølle Å Badehotel, som alle fik rosende omtale i det tjekkede magasin«, fortæller turistchef i ProVarde Colin Seymour 
 
God medieomtale kræver fælles indsats
– »Vi gør løbende en stor indsats lokalt for at finde de ekstraordinære oplevelser, vinkler og særlige historier, som gør, at udenlandske journalister får præcis den gode historie med hjem, der kan give et nyt og måske overraskende perspektiv på Danmark og bringe vores landsdel til eksisterende og nye internationale markeder. Men uden VisitDenmarks engagerede presseansvarlige på markedskontorene ville vi ikke kunne præsentere mulighedere over for den samme mængde af journalister. Derfor er samarbejdet med markedskontorene vigtigt«, siger Colin Seymour 
Pressebesøget, der sikrede den uvurderlige omtale af Fanø, blev arrangeret og afviklet af Colin Seymour for Vestkystpartnerskabet og Sydvestjyske Smagsoplevelser i samarbejde med VisitDenmarks amerikanske PR-ansvarlige, Kathrine Simonsen og Newyorker PR Bureauet WAGSTAFF. Besøget støttedes af SAS, FOOD Organisation Denmark, Region Syddanmark, Dansk Kyst- og Naturturisme, ProVarde, Færgen og Markedsføring Fanø.
En ny presseanalyse fra VisitDenmark viser, at det ikke kun er storbyerne, der trækker overskrifter i de internationale medier. Faktisk er to tredjedele af medieomtalerne relateret til kyst- og naturturismen, viser analysen. Blandt andet har New York Times anbefalet deres læsere at besøge Aalborg og Fanø, mens Henne Strand er på CNNs liste over anbefalede rejsemål i 2019.