Filialdirektørens »nye« kontor

Kreativ direktør for Realen, Jeanett Exner, indehaver af Fanøkluden, Lone Pierri og filialdirektør Henrik Toverud Stokkebæk foran det fine kunstværk, der nu pryder kontoret i Hovedgaden 51.

Fredag den 23. juni var der reception i Fanø Sparekasse/Middelfart Sparekasse i Hovedgaden 51. 
Filialdirektør, Henrik Toverud Stokkebæk inviterede indenfor i forbindelse med en make-over på kontoret.

 

Den røde løber var rullet ud og der var fyldt vin i glassene, da kl. blev 14 og det røde bånd til kontoret blev klippet med den legendariske guldsaks fra Realen.
Det er nemlig Jeanett Exner, der har stået i spidsen for forvandlingen af Henriks kontor, da hun mente at det simpelthen var alt for kedeligt at besøge lokalet. Filialdirektøren var frisk og gav Jeanett og arbejdsholdet frie hænder til at arbejde med kontoret. Herefter gik det vanvittigt hurtigt og Lone Pierri, indehaver af Fanøkluden, blev kontaktet i forbindelse med en meget bar væg, der skulle udsmykkes.
 »Det har været en sindssyg hektisk men super sjov proces og vi har arbejdet nat og dag«, siger Lone. Hun og Kirsten Weisberg har vævet et fantastisk flot vægtæppe, der nu pryder den før så bare væg. 
Jeanett havde en idé om at kunstværket skulle afspejle Fanø og da Fanøkluden, som er Lones virksomhed, er indbegrebet af Fanøs stolte traditioner, var det meget nærliggende, at det var netop  Lone, som Jeanett kontaktede. 
Lone arbejder blandt, meget andet, med kludene, der pryder Fanødragterne i en helt masse forskellige konstellalationer.  Jeanett ankom derfor til Lones garage, hvor arbejdsprocessen skulle foregå, med to flotte grene til væven som hun, med Sidses (frivilligmedarbejder fra Realen, red.) hjælp, havde skåret ned i sin private have. Lone satte væven op og spurgte Kirsten Weisberg, som hun kender fra sit sit vævehold, Fanø Væv og Tekstil, om hun var frisk på at hjælpe med at flette Fanøs DNA ind i det fine vægtæppe – det var Kirsten, og de to arbejde nat og dag for at blive færdige til datoen for afsløringen.
»Det var en vildt hurtig og hård arbejdsproces da det skulle gå rigtig stærkt«, siger Lone. »Men samtidig var det også sjovt og mega fedt. Vi har fået vævet rigtig mange, ting fra Fanø ind i tæppet; uld fra Uldsnedkeren, rav og marehalm, tagrør (som bruges til at tække tagene på Fanøhusene, red.), muslingeskaller og et stykke Fanøflise. Og du kan hele tiden se nye historier i værket, det forandrer sig jo mere du kigger og opdager billederne og fortællingerne«, slutter Lone.
TV2s filmhold har været med under forløbet i forbindelse med optagelsen af endnu en sæson af reprortageserien »Ja for Fanø!«, så hvis du ikke fik muligheden for at se det fine kontor og kunstværk den 23. juni kommer muligheden på TV2.

Tekst: GV