Filmhold i gaderne

I løbet af de kommende 4-5 uger vil Fanø være udgangspunkt for optagelsen af en engelsksproget spillefilm. Mange af øens beboere er allerede involveret – dels i de praktiske forberedelser og dels som medvirkende statister i selve filmen. Hele produktionsholdet bag filmen er meget taknemmelige for den store vilje til at hjælpe.

Optagelserne går så småt i gang i løbet af februar, og derfor vil man også kunne se filmholdet arbejde – både ved stranden, i Nordby, i Rindby og i Sønderho. Ja, over hele Fanø i hele perioden.
Filmen er skrevet og instrueret af Martin Garde Abildgaard, der er kommet på Fanø i mange år, og derfor har udset sig netop Fanø som kulisse for sin første spillefilm. Den prisbelønnede instruktør har tidligere instrueret en række kortfilm, internationale reklamer og musikvideoer, og dette er hans første film i fuld spillefilmslængde. Filmen produceres af Rikke Katborg, der efter 12 år i Paris netop er vendt hjem til Danmark for at fortsætte sit arbejde med at producere film – både spillefilm, kortfilm og reklamefilm. Filmen, der også er støttet økonomisk af Fanø kommune, forventes at få premiere i 2019.