Flyver begravet på Fanø?

Flyver begravet på Fanø? Kender du mere til Tunstall – eller kan du finde en, der måske ved mere?

E.T. Tunstalls fly blev skudt ned over Nordsøen 13. august 1944. Hans lig drev senere ind på Fanø, hvor tyskerne fjernede hans ID-brik og begravede hans lig »på stedet« på stranden, efter den stående ordre på det tidspunkt i krigen. ID-brikken blev efter krigen fundet på et kontor i Hamburg og returneret til familien i England. Den smager stadig lidt af salt!

13. december 1944 fremhævede et brev fra Fanø på tysk til et kontor i Aabenraa, at folk på Fanø fra langt tilbage i tiden har været søfarende, og derfor er særligt følsomme over for, at de døde bare bliver gravet ned på stranden. En tilfredsstillende løsning må findes! Brevet med sprogfejl må være skrevet af en dansker. Den ukendte flyver i Sønderho blev fundet på stranden af den tyske værnemagt, og ikke begravet på stedet men på Sønderho Ny Kirkegård, dog uden nogen højtidelighed.
12. juni 1947 skrev Air Ministry til familien, at sådan som vind og strøm konstant ændrer stranden, må man nok sige, at man ikke vil kunne finde liget af E.T. Tunstall. 
Det ændrer ikke ved, at familien i 2010 stadig gerne ville have rejst et minde af en slags for deres kære. Sagen har hvilet hos mig i Randers, til jeg nu har fået nyttige tips fra Henning Brinch, Fanø i Atlantvolden. Arbejdet med AirmenDK, www.airmen.dk om allierede flyvere skudt ned over Danmark eller danske farvande under 2. Verdenskrig, har nu varet over 11½ år. Der er klikbare kort som nemme indgange. Se i denne forbindelse linket til Sønderho Ny Kirkegård www.airmen.dk/c099.htm og detaljer om begravede flyvere. Der er link til Tunstall og hans historie og mange muligheder for at komme videre.
 
Om AirmenDK fortæller mere, og der er kontaktoplysninger nederst på siden. 

Det vil glæde mig at få mails!
Anders Straarup, mail: straarup@linksbuketten.dk