Forfatterbesøg hos skolens 5. årgang

Klasselærer Benny Schmidt kigger med, mens, Zak og Jens-Richard er i gang med at få sammensat en god historie. Foto: DH.

Nogle gange har man lov til at være heldig!

Eleverne i 5. årgang læste en fremragende roman, Sølvblomst af Cecilie Eken, med deres lærere Bente Ellegaard og Benny Schmidt. Ungerne var vilde med bogen, så lærerne undersøgte, om det var muligt at trække forfatteren til Fanø. Statens Kunstfonds »Huskunstnerordning« blev søgt om støtte, og ud af 148 ansøgninger var skolens projekt et af de 56, som opnåede støtte. Vi tror, at jublen i klasserne kunne måles med en seismograf, da eleverne fik at vide, at Cecilie Eken ville komme på skolen i en hel uge, for at guide dem gennem et skriveforløb, under overskriften »Fanøhistorier – historier fra en Vadehavsø«.
Den 3.-7. maj var en veloplagt Cecilie Eken underviser og coach for en flok spændte elever. Cecilie fortalte om sit forfatterskab, og løftede sløret for handlingen i efterfølgeren til bogen Sølvblomst. Og så gav hun masser af tips og tricks til at opbygge en tekst og gøre den levende.
Som optakt til forløbet havde eleverne fundet genstande, eller taget billeder af genstande, som har forbindelse til vores skønne ø. Og så blev fantasien ellers sluppet løs. I løbet af et par dage fik eleverne skrevet en koncentreret handling på en side, med masser af input og vejledning af Cecilie.
Derefter kom den svære del, for Cecilie læste samtlige tekster og gav masser af kommentarer og forslag til forbedringer. Det er ikke nemt at lave sin tekst om, når man synes, at man er færdig, men eleverne tog ændringsforslagene til sig, og ændrede løs. Som Alma (5B) sagde: »Det var ikke nemt, men min tekst blev 10 gange bedre. Jeg har aldrig skrevet noget så godt før!«
Efter næsten en uges arbejde, blev historierne læst højt for klasserne, og de stolte elever kunne tage deres flotte arbejde med hjem.

Alle eleverne i 5. klasse var sammen i grupper af to, og skulle selv skrive en historie ud fra, hvad de havde lært i løbet af ugen. Der bleve skrevet nogle meget fine historier, og her bringer vi Zak Wilhelm Malbek og Jens-Richard Brixvold’s historie:C

Dybet
En vinternat i 1823 lå galeasen Freja og gyngede på høje bølger ude på havet. Skibet var malet blåt og havde et rødt sejl, men malingen var langsomt begyndt at skalle af. Nattemørket slugte dem, tågen gjorde, så man ikke kunne se en hånd for sig, og en lugt af salt og tang fyldte luften. Alle lå og sov undtagen kaptajnen og en matros, som havde nattevagt. Kaptajnen, der hed Jakob, havde mørkt langt hår og fuldskæg. Den kolde vind blæste omkring dem, så sjovt var det ikke at have nattevagt.
Det begyndte at trække lidt op til storm, og støvregn faldt også over dem. Lige pludselig smadrede en kæmpe bølge ind på siden af skibet, bølgen vækkede besætningen, og der kom vand på dækket. Matrosen Lars, som havde nattevagt, væltede, men kom efter mange anstrengelser op på det våde dæk. Hans mørkegrønne lange jakke var slidt og våd, og de mørkeblå bukser var ubehageligt kolde. Kaptajnen Jakob råbte: »Hårdt til styrbord!« Den mørke stemme kunne høres gennem hele skibet. »Vi sætter kursen mod kåveren, så vi kan komme til havn.«
Skibsdrengen Svend kunne ikke lide det, han var ikke vant til at sejle i blæst og høje bølger. Han kiggede på billedet af sin mor og afdøde far, som han altid havde på sig. »Vi kan ikke komme til havn, jeg kan ikke se kåveren i mørket, og der er for høje bølger til at sejle«, råbte styrmanden Erik. Hans stemme var hæs, og han frøs. Kaptajnen gav ordre til, at Svend og en matros skulle frigøre noget af lasten. De løb ned til lasten og frigjorde halvdelen af de tunge kulsække, de sejlede med. De sorte sten faldt ned i vandet og lavede store og små plask. Både Svends og Lars’ tøj var helt sort af at bære kullet.
 Endnu en stor bølge fik stormasten til at knage, og sejlet revnede. Kaptajnen Jakob råbte: »Pas på! Stormasten vælter!« Den store træmast smadrede i splinter og stumper, en stor del landede lige oven på matrosen Lars. Han døde med det samme. De andre trak ham væk, og han efterlod en stribe blod på dækket. Masten gjorde en stor skade på skibet. Svend kom løbende med våde fødder, og han spurgte styrmanden Erik, hvad der skete. Men Erik nåede ikke at svare, fordi masten hamrede ind i siden på Freja. Der kom en sprække i skroget og vandet fossede ind. Svend tænkte, han ikke ville se sin mor igen, mens han pumpede på livet løs nede i lastrummet for at få vandet ud. Tårer begyndte at trille ned ad kinderne, men han pumpede stadig. Han kaldte på en af matroserne. Han havde brug for hjælp til at pumpe alt det tunge vand ud, men strømmen af vand blev større og så knækkede flere af plankerne, indtil havet væltede ind. Der var intet at gøre.
 »Alle mand på dæk!« råbte kaptajnen med sin mørke stemme. »Skibet er ved at synke, alle skal i redningsbådene!« Svend fik et sug i kroppen, havde svært ved at røre sig. Han tænkte på sin mor, han var som lammet. Erik og Svend var de eneste, der ikke var kommet i båden, der var snart ikke mere plads. Men idet Erik satte foden i den overfyldte redningsbåd gled den ud og kæntrede og tog Kaptajnen og alle matroserne med ned i dybet. 
Erik og Svend stod stadig på det synkende skib. Stævnen stod næsten lige i vejret. Svend tog en hurtig beslutning, han ville løbe ned i lastrummet og hente en af tønderne, men i det samme gled Erik og faldt ned i havet. Svend hoppede ned for at redde ham, men blev ramt af den tunge rigning, besvimede og sank selv i dybet.