Fra Fanø Drikkefestival

Det var trist at læse artiklen i FU, hvor Strikkefestivalen kastede pindene på grund af covid-19.

Vores lille festival fortsætter alligevel arbejdet med at få den afviklet, efter planen den 18. og 19. 09, under fuld hensyntagen til de gældende forskrifter. Vi må forsamles 100 deltagere med behørig afstand. Afspritning ligger ligesom i vores koncept. Alligevel vil der være adgangskontrol og løbende rengøring af borde, bænke og andet inventar.
En stor del af Strikkefestivalens gæster kommer til øen uanset aflysningen og det vil sikkert skabe et forøget tryk på vores lille arrangement. Vi, i arbejdsgruppen, har derfor arbejdet med at få så mange som muligt på øen til at deltage i arbejdet og planlægningen med at underholde disse gæster. Fanø skal vise at vi kan stå sammen i svære tider og at vi kan skabe rum til alle nye ideer.

Overnatningssteder, cafeer, restauranter og pizzeriaer er sikkert klar over, at der kommer mange gæster og har truffet foranstaltninger til at holde åbent, men kom frem med ideerne og vær kreativ. Så vil vi bestræbe os på at få lavet fælles markedsføring. 

Drikkefestivalen er åben fra kl. 12 til 19 fredag og kl. 10 til 22 om lørdagen. På programmet har vi musikalske indslag (fanø musik, jazz og blues), FANØmesterskab i Løgn, causeri om WC Fields, foredrag om gin, rom, vin og øl. Alle med indlagte smagsprøver. Vi mangler lige aftaler om anden forplejning, men det bliver sikkert pølser eller spareribs fra grill. Davids Foodtruck er aktiv ved Bryghuset.

Vi har kendskab til flere aktiviteter, som f.eks. have-loppemarkeder, åbent hus i Marineforeningen, musik på Værftet, hos Rudbecks og på Hjørnekroen. Der bliver strikke-huler på Bryghuset og i Strien, men kunne der ikke laves noget på Rebekka og/eller på Martha?
Kunne vi få trykt et kort over øen, hvor alle aktiviteter var markeret ville gæsterne få en mulighed for at følge den røde tråd frem til alle tilbud (se program andetsteds i bladet).

PL/20 20 09 07