Hverdagen i en anderledes tid: »Kaffehuset Fanø«

Kaffeentusiaterne er i gode hænder hos Birgitte.

De gamle lokaler i Hovedgaden nr. 60 har fået en helt ny duft. I den gamle bygning, der er nyrenoveret 
dufter der af den dejligste kaffe. Den tidligere »Café Else« har fået nye ejere og er kærligt og nænsomt 
blevet istandsat med nye øjne og nye ideer. ​

Birgitte og Claus Streit kommer fra Esbjerg og er henholdsvis 55 og 57 år. I 2020 besluttede de sig i for at købe den smukke  bygning midt i Nordby da Birgitte, der kommer fra en fortid som pædagog, tog et temmeligt drastisk valg. En gammel drøm om at drive en lille café og samtidig blive en del af et mindre lokalsamfund, havde gennem en årrække oparbejdet sig i hende, og efter mange og dybe overvejelser i familien, der udover Birgitte og Claus består af Laura på 18 og Oliver på 22, faldt valget på Fanø.
»Vi er blandt andet taget herover for at blive en del af Fanø, det lokale samfund og den skønne natur, der er lige uden for døren«, smiler Birgitte bag visiret mens jeg interviewer hende i caféen. »Jeg besluttede mig, i samråd med resten af familien, for at sige mit job som pædagog op og sadlede fuldstændig om«. 
Birgittes mand, Claus arbejder fortsat som Team Leader hos Lauridsen Rørteknik A/S i Varde og pendler hver dag. Datteren, Laura tager også turen mellem Esbjerg og Fanø når hun, som elev, møder ind på Rybners Gymnasium. Sønnen Oliver bor i Århus, hvor han læser til arktiekt og det er kommet familien til gode under den store renovering, hvor Oliver har kunnet bidrage med gode ideer til det omfattende arbejde. 
Birgitte og Claus har selv stået for rigtig meget af ombygningen, og er tæt på endelig at være færdige. Køkkenet står flot og funkler, og i gården er terassen ved at være klar til at modtage kaffeglade gæster. 
»Det er meningen, at jeg skal kunne klare caféen selv, den skal være overskuelig og vi tilpasser menukortet, som det viser sig at være bedst«, siger Birgitte. Hun er er klar over, at der i perioder vil være knapt så travlt. Birgitte har tænkt at der skal hjælp til i sæsonen og hun håber også at kune trække lidt på hjælp fra datteren, Laura. De to har nemlig været på Baristakursus, og er begge heldigvis enormt nysgerrige på udvikling og nye smage – alt hvad der rør sig på området.
I Kaffehuset vil Birgitte selvføgelig sælge rigtig god kaffe, te, og kakao, der er helt uden tilsætningsstoffer. Birgitte tænker rigtig meget i økologi, bæredygtighed og madspild. Hun bager selv grovbollerne og har også indimellem Tapas-brunchplatter. Kagerne laver hun til dels selv, og der sælges »Hansens« lækre økologiske is.
I caféen er der indrettet en lille butik, hvor man blandt andet kan købe den fineste keramik, der er skabt af Birgittes gode venninde, Betina Holmgaard, der også nyligt er startet som selvstændig. Blandt andre spændende sager kan man også finde nogle helt særlige kaffekopper, fra Berlin. De er skabt af recycled kaffegrums og plantefibre. Kaffegrumsen bliver hentet af cykelbude hos caféerne i Berlin. Herefter forarbejdes de til kaffekopper. De kan købes i caféen, og hvis du drikker din gode kaffe i »Kaffehuset« får du den serveret i kopperne.
»Pandemien gjorde at vi blev forsinket i at åbne«, siger Birgitte. »Men vi havde på ingen måde kunnet nå at åbne før august 2020«, fortsætter hun. »Det var fint, fordi det betød, at vi følte os mere klar. Vi fik styr på rigtig mange ting og fokuserede på ombygningen. Jeg fik samtidig tænkt en masse gode tanker omkring konceptet her i caféen. Jeg har planer om at åbne op for små, intime arrangementer med musik og historiefortælling, foredrag og lignende. Folk er faktisk også rigtig gode til at komme med gode ideer og indput til caféen, det er bare skønt. Vi er blevet taget fantastik godt imod af alle her på Fanø og folk er så dejligt nysgerrige på vores lille café og butik«.
Vores interview, i caféen, bliver midlertidigt afbrudt af et ægtepar, der kommer ind for at købe et par kopper »Take Away« kaffe. Jeg henvender mig til parret og erfarer, at de også nyligt er flyttet til Fanø, efter en årrække med sommerhus på øen. Sikke skønt for Fanø tænker jeg – folk tiltrækkes stadig af vores dejlige, lille ø – trods pandemien. Så der er endnu mere grund til at gå solen i møde med optimisme og tro på den gode udvikling på Fanø.
Tekst og foto: GV