Jule- og afskedstanker fra borgmesterstolen

Mens endnu et år lakker mod enden, og julefreden begynder at sænke sig, slutter også mine fire år som borgmester for Fanø. Mange gange har jeg fyldt spalterne her i Ugebladet med mine refleksioner over politiske udfordringer, visioner og livet på Fanø, og nu er det tid for en sidste hilsen, inden jeg giver stafetten videre til Frank Jensen og et nyt Byråd.
 
Det har været en ære at stå i spidsen for Fanø, og jeg er taknemmelig for det flertal i Byrådet, der turde tro på, at jeg kunne løfte opgaven. 
Jeg har gjort mit allerbedste og trak i arbejdstøjet fra dag ét, hvor flere vanskelige sager om bl.a. lystbådehavnen og fortsat taxadrift ventede. I dag har vi heldigvis både en velfungerende havn og en lokal taxavognmand. Allerede efter få uger på posten gik jeg på barrikaderne og kæmpede Fanøs -og Vadehavets sag, da Esbjerg Havn ville lave en enorm udvidelse med en kunstig ø mellem Esbjerg og Fanø. Ved en fælles indsats lykkedes vi heldigvis med at få stoppet planerne. Det var med andre ord en stejl læringskurve i den første tid, og i perioden har jeg siden bokset med både Corona, et svært politisk klima, mange lederskifter, børnesager, en udfordret økonomi og flere andre alvorlige problemstillinger, som har krævet fuld opmærksomhed. 
Det er nok altid sådan, at de svære ting og negative historier fylder i vores bevidsthed og ikke mindst i mediernes spalter. Og jeg må også medgive, at det har ikke været en nem periode, men når jeg nu kigger tilbage, har hverdagen som borgmester også været fuld af fantastiske oplevelser, vigtige og meningsfulde opgaver, og ikke mindst engagerede mennesker med et imponerende drive og en kærlighed til Fanø, som alle har været med til at gøre Fanø til et lidt bedre sted at leve og besøge.  
Jeg er taknemmelig for samarbejdet og møderne med jer alle, og stolt af de resultater, vi sammen har skabt. På trods af både Coronaudfordringer osv. er vi sammen lykkedes med for alvor at sætte skub i den grønne omstilling og klimasikring af øen med både målrettede planer, konkrete initiativer og resultater. Vi har lavet masser af samarbejder med borgere med en stribe stærke resultater til følge, og vi har skabt en langt mere borgerinddragende kultur i den kommunale udvikling. Vi har styrket fritidsområdet for børn og unge, og kan inden længe åbne dørene til et ungehus, hvor vores unge mennesker selv er med til at definere og skabe både rammer og indhold. Vi er sammen med erhvervslivet kommet langt i arbejdet med en ny turistdestination og et styrket samarbejde med Nationalpark Vadehavet med fokus på natur, kultur og bæredygtig kvalitetsturisme. Jeg kunne blive ved, for listen er meget længere og kan slet ikke kan rummes i en enkelt klumme her i bladet. 
Jeg havde set frem til at takke jer alle personligt ved min afskedsreception d. 20. december, men endnu engang stikker Corona desværre en kæp i hjulet for festlighederne, og det har været nødvendigt at aflyse arrangementet. Det er jeg selvfølgelig rigtigt ærgerlig over! Som en fattig erstatning vil jeg her gerne udtrykke min store taknemmelighed for de mange gode oplevelser, snakke og samarbejder med borgere, deltidsborgere, foreninger, erhvervsdrivende og samarbejdsparter på og uden for Fanø, og en lige sådan et stort tak for samarbejdet til medarbejdere i Fanø Kommune og til mine politiske kolleger i Byrådet. Det har ikke altid været nemt, men det har været værdifuldt, berigende og meningsfuldt – og heldigvis også både sjovt og hyggeligt.  
Jeg ønsker den nye borgmester og Byrådet stort tillykke med valget og rigtig god arbejdslyst. Og ikke mindst, ønsker jeg en glædelig jul til alle. 

Mange hilsner
Sofie Valbjørn, afgående borgmester