Anton Henning, Elle, 1996, olie på lærred, 183 x 152,5 cm. Museum für Moderne Kunst MMK, Frankfurt. © Anton Henning/VG Bild-Kunst, Bonn, Foto: Jörg von Bruchhausen

I kunstklummen skriver Marie-Louise Exner og Laura 
Katrine Skinnebach om kunst og kultur med relation 
til Fanø, både nyt og gammelt.

Nøgenhed i fanø kunsten

Den nøgne krop har altid været et vigtigt motiv i kunsten, og maleri efter nøgenmodel var indtil for ikke så længe siden været et fast element af undervisningen på kunstakademierne. Her stod de kunststuderende med kittel, staffeli og palet i en cirkel omkring en nøgen, som regel kvindelig, person, mens professoren gik rundt og rettede. Mandlige studerende, vel at mærke, for kvinder havde traditionelt set ikke adgang til denne del af undervisningen. Synet af en nøgen krop, mente man, kunne vække upassende lidenskaber hos kvinder. I Danmark modtog mænd og kvinder først fællesundervisning i tegning efter model på Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1924. Set i det lys, er det ikke mærkeligt, at kunsthistorien er fuld af skulpturer og malerier af nøgne kvinder lavet af mænd. Mandlige kunstnere havde mulighed for at øve sig på model, mens kvindelige kunstnere ofte måtte nøjes med at bruge sig selv. 
I kunsten er nøgne kvinder derfor ofte set med mandens øjne. Det er hende der er genstand for hans blik og kunstneriske udfoldelse. At det har været fuldstændigt naturligt, er Heinrich Dohms (1875–1940) kendte og relativt store billede (155 x 205 cm) med titlen Solbad, Kvinder på Sønderho Strand, Fanø fra 1932 et eksempel på. Billedet, som i dag befinder sig på Fanø Kunstmuseum, viser fire nøgne kvinder i forskellige positurer i et strandlandskab. Kvinderne er malet efter den samme model som poserer henholdsvis stående, siddende og liggende i stillinger kendt fra akademiets malerskole. Museet er i øvrigt også i besiddelse af skitser til de enkelte kroppe. I det færdige billede interagerer kvinderne ikke med hinanden, men fremstår som enkeltstående objekter for den trænede malers blik. De er skueobjekter placeret i et landskab frem for individuelle personer med særegne træk. Det er næsten som om der er lagt mest ånd ind i landskabet i baggrunden: det hvide levende sand og lyset der kastes tilbage af havet. 
Et andet eksempel på mandens blik på kvindens nøgne krop er Anton Hennings maleri Elle fra 1996. Henning opholdt sig ofte på Fanø hvor han malede både figurative og abstrakte malerier. På billedet ses en enkelt nøgen kvinde på stranden. Hun bøjer sig fremover og har hænderne placeret på lårene, mens hun ler, så man som beskuer næsten kan høre det. Henning har tydeligvis ikke forsøgt at presse kvinden ned i en bestemt form, men har i stedet nysgerrigt observeret hendes krop i det øjeblik, hvor den bukker sig sammen i latter. Han lader hendes krop agere helt frit: hendes hår blæser vildt i vinden, hendes bryster peger i forskellige retninger, hun åbner munden og kniber øjnene sammen mens hun kigger hen mod beskueren. På sandet har Henning malet figurer i en blålig tone, hvis form minder om rotorbladende fra en ventilator. De understreger en slags forbindelse mellem blæsten ved stranden og kvindens latter, der som en hvirvelvind sætter omgivelserne i bevægelse. Hun er en kraft der ler lige tilbage mod vinden.
I de to billeder er der en markant forskel på i hvilken grad maleren styrer den krop han maler. Hennings maleri er tydeligvis ikke (kun) baseret på et modelstudie – sådan som det er tilfældet hos Dohm – men på observationer af en konkret kvinde. Hun er fri i sin nøgenhed hvorimod Dohm har bedt modellen indtage forskellige klassiske maleriske stillinger. Hos Dohm er kvinden et skueobjekt der kan observeres og males ind i omgivelserne. Hans fokus på kroppens former virker seksualiserende, mere end det virker frisættende. Kvindernes nøgenhed er med andre ord styret af et mandligt blik. I Hennings maleri er det ikke kvinden som model for blikket der er hovedsagen. Maleriet er et studie af hvordan hendes krop giver sig hen til latteren. Et tredje maleri, som befinder sig i Fanø Kunstmuseums samling, skal til sammenligning nævnes her. Den tyskfødte fanøkunstner Annemarie Hansen (1989–1982), som vi skriver mere om i næste klumme, har malet et billede af fire kvinder i en skov. Kvinderne er placeret omkring et stort blåt telt, og de står i næsten samme positurer som Dohms kvinder. Der er imidlertid flere iøjnefaldende forskelle. Kun en enkelt kvinde – liggende i forgrunden – er helt nøgen, mens de øvrige bærer skørt. Tre af kvinderne dækker deres nøgne bryster med armene og den sidste holder et barn. Annemarie Hansens blik på nøgenhed handler om frihed, om at være bundet til naturen, og om selvbestemmelse over egen krop. Hos Hansen er der fokus på kvindernes fællesskab og moderskab, som en slags matriarkalsk modsætning til Dohms patriarkalske studie af de nøgne kvinder i klitterne. Hos Henning er kvindens nøgenhed en livsbekræftende kraft der ler direkte mod beskueren.