I kunstklummen skriver Marie-Louise Exner og Laura Katrine Skinnebach om kunst og kultur med relation til Fanø, både nyt og gammelt.

Samtidskunstens former 

I kunsthistorien, på kunstmuseer og i magasiner over hele verden er maleri og skulptur de dominerende kunstmedier. Maleri med tempera, olie, akryl, gouache eller akvarel på lærred, papir, gips- eller træplade. Skulptur i materialer som granit, marmor, gips, bronze eller andre metaller. At netop maleri og skulptur er kunstens medier par excellence er imidlertid ingen naturlov. Det skyldes i høj grad den måde kunstinstitutionernes er blevet til på. Op gennem 1700-tallet blev de royale kunstkamre – som kunne indeholde alt fra strudseæg, dyreknogler, ædelstene og magiske krystaller til mekaniske ure, farvet venetiansk glas, religiøse genstande, vævede tæpper samt malerier og skulptur – inddelt i forskellige kategorier. Groft sagt blev forunderlige naturskabte genstande kategoriseret som naturhistorie. Brugsgenstande blev forvist til kategorien kunsthåndværk. Det galt objekter i ler, glas og træ samt smykkearbejder i ædelmetaller og arbejder i tekstil, så som vævning, tekstiltryk og broderi. Disse typer af genstande blev forbundet med noget hverdagsligt, funktionelt og mondænt, som hovedsageligt blev fremstillet af kvinder. Kategorien »kunst« blev en egen kategori af objekter, der gengav virkeligheden eller fremkaldte komplekse forestillinger og fortællinger i to- eller tredimensionelle medier, og som kunne generere særlige »æstetiske« oplevelses- og erkendelsesformer. Æstetik blev blandt andet beskrevet af den tyske filosof Immanuel Kant som en transcendental oplevelse, der opstod i mødet med det sublime. De første kunstsamlinger, museer og »saloner« udstillede maleri og skulptur, og henvendte sig først og fremmest til det bedre borgerskab. Stadig i dag er der mange kunsthistorikere, der forstår kunst som autonome fænomener uden en bestemt funktion, men med en særlig evne til at give beskueren bestemte typer af oplevelser. 
Den æstetiske kunstforståelse og de borgerlige kunstinstitutioners privilegerede medier er naturligvis blevet udfordret adskillige gange. I slutningen af 1800-tallet insisterede den engelske »arts and crafts movement« på, at også kunsthåndværk skulle ses som kunstneriske udtryk, og op gennem 1900-tallet forsøgte diverse avantgardebevægelser at sprænge den smalle borgerlige kunstforståelse ved at praktisere kunst på nye måder. Dadaisme, surrealisme, pop art og konceptkunst er eksempler på kunstretninger, der udtrykte sig gennem performance, readymades, installation og fotografi, og dermed tilførte nye medier og nye udstillingsformater og en udvidet forestilling om hvad kunst også kan være. Især Marcel Duchams berømte værk Fountain fra 1917 ændrede kunsthistorien radikalt. Værket bestod af en helt almindelig pissekumme i hvidt porcelæn, signeret R. Mutt, og den ramte den borgerlige kunstoffentlighed som en bombe. Hvor var kunstneren i værket og hvilke oplevelsesformer påkaldte det? Efterhånden har flere kunstformer, retninger og medier føjet sig til listen. Vi kan i flæng nævne events, digital kunst, street art, videoværker, artivisme, stedspecifik kunst, land art, økokunst og happenings, der finder vej til museer, kunsthaller, events, art fairs, gallerier og biennaler. Ja, hele kunstscenen har ændret sig, og taget et opgør med de traditionelle forestillinger om, at kunst er noget, der skal kunne hænges på kunstinstitutionernes hvide vægge. Samtidskunsten er vild og mangfoldig og udfordrer konstant den traditionelle forestilling om kunstens medier og oplevelsesformer.
Og, kunne man så spørge, hvor er samtidskunsten på Fanø? Når vi taler om Fanøkunsten tænker vi nok mest på afdøde kunstneres malerier af sejlskibe, stråtækte huse, portrætter og grønbrune landskaber med pletter af violet lyng. Og vi tænker på de mange skønne grafiske værker, tegninger og skitser der med deres naturalistiske og realistiske skildringer af fanølivet, bidrager til at fortælle øens kulturhistorie. Det er noget af det der gør kunsten på Fanø unik, og som vi har givet eksempler på i klummen her i avisen. Mange vil sikkert også tænke på de kunstneriske retninger efter 1945 – abstrakt kunst, symbolisme og diverse postmoderne tendenser – som er rigt repræsenteret på øen. Og, ikke at forglemme, øens mange nulevende kunstnere/kunsthåndværkere, der også konstant undersøger og udfordrer kunstens grænser. 
I de kommende klummer vil vi imidlertid tage temperaturen på samtidskunsten på Fanø. Vi vil undersøge eksempler på kunst, der beskæftiger sig med vores nutid, kunst der afprøver nye medier og materialer, kunst der bevæger sig udenfor museerne. Vi vil tale med yngre kunstnere og spørge dem hvad de interesserer sig for, og hvorfor Fanø er relevant for dem i deres kunstneriske praksis. Og vi vil bringe andre kunstformer end den visuelle kunst på banen. Vi hører i øvrigt gerne fra læsere, der har kendskab til samtidskunstnere med tilknytning til Fanø.