Lynggaard Sommerhusudlejning indgår samarbejde med Sol og Strand

Fanø Strand og Lynggaard Sommerhusudlejning indgår pr. 1. januar 2020 samarbejde med Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, der i forvejen driver bureau med omkring 180 leje-mål på Fanø.
Indehaver Henrik Lynggaard er ramt af alvorlig sygdom, og derfor er han nødsaget til at forholde sig til fremtiden for virksomheden, der blev etableret i 2017, og som i dag har omkring 100 lejemål.
- Jeg har fået konstateret en alvorlig cancer og har været nødt til at overveje, hvordan jeg sikrer fortsat drift af min virksomhed, og derfor har jeg truffet denne beslutning, siger Henrik Lynggaard, der har haft flere forespørgsler fra interesserede, men valget faldt på Sol og Strand. 
- Ved et tilfælde mødte jeg ejerne af Sol og Strand Feriehusudlejning, Margit og Kjeld Andersen, og jeg fattede øjeblikkeligt sympati for parret og for den måde, de driver deres virksomhed på. Jeg værdsætter tanken om, at Sol og Strand er på danske hænder og ejet af en fond, der støtter vel-
gørende formål, og at der ikke er tale om en kapitalfond, som ofte blot har profit for øje, fortæller Henrik Lynggaard.  
Kent Nymark, der er bureauchef hos Sol og Strands kontor på Fanø, ser frem til samarbejdet med Lynggaard Sommerhusudlejning, selv om det sker på en beklagelig baggrund.
- Jeg er naturligvis ked af grundlaget for udvidelsen af vores aktiviteter, men jeg ser god synergi i, at vi går sammen. Henriks måde at drive virksomhed på stemmer overens med vores værdigrundlag om at yde en nærværende, personlig og kompetent betjening af gæster og husejere. Og Henrik og jeg vil gøre alt for – fremadrettet – at sikre, at vi har et godt samarbejde med nuværende og nye sommerhusejere, siger Kent Nymark.
Lynggaard Sommerhusudlejning fastholder sit kontor i Fanø Bad, og Susanne Nondal vil fortsat være at finde på kontoret og have et tæt samarbejde med husejerne, og det samme vil kontorets kompetente service- og rengøringsteam. Henrik Lynggaard skal, på konsulentbasis, blandt andet varetage den fortsatte kvalitetssikring af rengøring og service. Og han er lettet over, at det nu er lykkedes at sikre virksomheden fremover.
- Vi får adgang til et større og mere professionelt set-up. Sol og Strand har 40 års erfaring og har blandt andet bedre salgs- og markedsføringskanaler og et mere effektivt 
bookingsystem, og det vil uden tvivl blive en fordel for ferie-gæster og sommerhusejere, siger Henrik Lynggaard. 
Administrerende direktør hos Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, Per Dam, ser ligeledes store perspektiver i samarbejdet.
- Jeg sætter stor pris på, at Henrik har valgt Sol og Strand som samarbejdspartner – det opfatter vi som en tillidserklæring, og vi glæder os til den fremtidige opgave med fortsat at udvikle Sol og Strand og Lynggaard Sommerhusudlejning her på Fanø, siger Per Dam.