Ny kunst- og kaffesalon i Sønderho åbnet med hjerte, kvalitet – og historien om Hermann

Hermann ser ud til at nyde livet i Sønderho – den lille hund, som blev reddet hjem fra Sicilien, har nu lagt navn til Rigmors nye café, Hermann’s.               
Foto: Camilla Rigmor Nørby

 Bag det nye sted Hermann’s står Camilla Rigmor Nørby – med stor kærlighed til kvalitet, keramik og historien om den lille hund, der gav stedet sit navn.​

Navnet er alt andet end tilfældigt
Da Rigmor gik på kunstskole på Sicilien, mødte hun en lille hjemløs hund, som gjorde stort indtryk på hende. Hun kunne ikke slippe tanken om ham og satte sig for at finde ham igen. Det blev begyndelsen på en rørende redningsaktion, hvor både stædighed, kærlighed og hjælpsomhed kom til at spille en afgørende rolle.

Efter mange forsøg, en udlovet dusør og stor hjælp fra en dansk pige, hvis kæreste var udstationeret på Sicilien, lykkedes det til sidst at finde den lille hund. Den danske pige kørte hele to gange frem og tilbage mellem sit eget hjem og den landsby, hvor Rigmor boede på Sicilien (over 3 timers kørsel hver vej), sørgede for pas til Hermann, fik ham til dyrlæge og leverede ham til sidst personligt i Billund Lufthavn den 13. juni 2025, hvor Rigmor endelig kunne tage imod ham.

Samtidig var det kun muligt at få Hermann hjem takket være en varm opbakning fra lokale på Fanø, som donerede penge og gjorde redningsaktionen økonomisk mulig.

Derfor føles navnet på det lille sted i Sønderho helt rigtigt
Men Hermann’s er ikke kun et sted med en fin historie. Det er også et sted med en klar ambition om kvalitet.
Rigmor er uddannet i restaurationsbranchen med erfaring fra Henne Kirkeby Kro, og hendes tilgang er enkel: Hellere lidt – men godt. Det ses i både udstyr, råvarer og servering.

Kaffebønnerne kommer fra Bean Machine, som i år blev kåret som Årets Risteri. Romkugler og cookies er fra lokale Fanø Chokolade, og alt serveres i håndlavede kopper og skåle, som Rigmor selv laver i sit eget værksted.

På menuen er der også surdejsboller og forskellige slags skyr – inspireret af Rigmors mor, som arbejder som morgenkok på Fanø Krogaard. Her er der både sparring og kærlighed til gode smage.

Det er Rigmor selv, der står kunst- og kaffesalonen tirsdag til søndag fra kl. 11-15, og når hun ikke brygger kaffe, arbejder hun med keramik. 
I kunst- og kaffesalonen kan gæsterne derfor også finde et lille udvalg af hendes egne håndlavede ting.

Åbningen i påsken blev en stor succes med mange glade gæster forbi. Rigmor er både glad og taknemmelig for den varme modtagelse – og for den flotte ros, hun allerede har fået for sin kaffe.

Med Hermann’s har Sønderho fået endnu et lille sted med personlighed, kvalitet og masser af hjerte.

Tekst: GV