Nye facadedøre i Strien
På fotoet ses næstformand for Strien, Lars Djurhuus, og Jeppe Valbjørn, formand for Fanø Sparekasses Fond, foran en af de tre nye facadedøre, som er blevet etableret med støtte fra Fanø Sparekasses Fond.
Fanø Sparekasses Fond har støttet udskiftningen af døre i Strien med 125.000 kroner.
Takket være en bevilling på 125.000 kroner fra Fanø Sparekasses Fond er endnu et vigtigt bevaringsprojekt i Strien nu afsluttet. Tre nye, smukke døre er blevet monteret i den historiske bygning, udført i den karakteristiske Fanø-grønne farve og med elegante messingdørgreb.
Dørene er fremstillet med stor respekt for husets historie og arkitektur og tager udgangspunkt i de oprindelige døre, så bygningens særlige udtryk og kulturhistoriske værdi bevares.
Både næstformand for Strien, Lars Djurhuus, og Jeppe Valbjørn formand for Fanø Sparekasses Fond glæder sig over det flotte resultat.
– De nye døre er endnu et vigtigt skridt i arbejdet med at bevare Strien som et levende kultur- og forsamlingshus for kommende generationer. Vi er utrolig taknemmelige for støtten fra Fanø Sparekasses Fond. Projektet ville ganske enkelt ikke have kunnet realiseres uden fondens støtte og opbakning. Derfor betyder det meget for os, at der lokalt findes en fond, som er med til at sikre vores fælles kulturarv, siger Lars Djurhuus.
Projektet er en del af en flerårig indsats for at sikre og bevare den historiske bygning. Arbejdet har omfattet udskiftning af alle vinduer og udvendige facadedøre, og snart står renovering af murværket for tur.
Arbejdet fortsætter nemlig allerede efter årets havefest den 1. august, hvor næste etape sættes i gang. Projektet omfatter renovering af gavle og facader og skal sikre bygningens klimaskærm samt færdiggøre den udvendige renovering af Strien.
Når dette projekt er gennemført, vil en væsentlig del af den samlede udvendige restaurering af Strien være afsluttet – til gavn for både lokalsamfundet og den kulturarv, som huset repræsenterer.