Nyt liv i Hovedgaden 49

Fru Sørensen har åbnet døren til den fineste lille oase af lækkerier til boligen. I det lille hus på Hovedgaden 49, der gennem tiden har huset flere forskellige erhverv – hvem husker ikke »Krølles barbersalon« –  er der efter godt 20 år som privatbolig, atter kommet gang i butikken. 

Fru Sørensen – alias Annemette Sørensen – faldt for den skønne ejendom, da hun så den var til salg. Endnu bedre blev det, da hun opdagede, at den kunne benyttes til erhverv, så hendes drøm om en fin interiør- og livsstilsbutik på Fanø endelig kunne blive til virkelighed. 
Januar 2022 fik Annemette nøglerne til huset og renoveringsarbejdet kunne begynde, der blev knoklet lige indtil den 18. maj, hvor Fru Sørensen bød velkommen til åbningen. Det blev en rigtig dejlig og festlig dag med ca. 200 besøgende og gæster – og der var flere fødselsdage at fejre denne dato, da Annemette også fylder år denne dag.
Da Annemette ingen butikserfaring har, og den direkte kundekontakt er helt ny for hende, kontaktede hun boligstylist Bodil Forsberg inden renoveringsprojektet gik igang. Sammen udviklede de to konceptet omkring lokaler og indkøb til butikken.  
– Jeg har samlet det fineste »Dream-Team«. Der er Bodil Forsberg, stylisten, som jeg kontaktede, da jeg kunne se, at det ville være en rigtig god ide med en form for sparring. Vi »klikkede« bare med det samme – faktisk så meget, at vi er blevet gode veninder, og Bodil og hendes mand har købt hus på Fanø og valgt at flytte herover. Vibeke, der er ansat i butikken passede også perfekt ind i Fru Sørensens »univers«. Hun er for ca. 11⁄2 år siden flyttet med kæresten Asbjørn Nørgaard, der kommer fra Fanø, herover og ydermere har hun taget sine forældre med, smiler Annemette. Her i butikken er der noget for enhver smag, og da Vibeke lige er lidt yngre end Bodil og jeg, kan hun byde ind med ideer til den lidt yngre generation af kunder.
Annemette er indbegrebet af en iværksætter og hendes baggrund er ret så spændende. Hun har gennem hele sit arbejdsliv været drevet af en lyst til at sætte igang og skabe nyt. Hun har i 30 år blandt andet været selvstændig indenfor It- og modebranchen og sideløbende renoveret og videresolgt flere ejendomme. Hun har taget 2 uddannelser, som psykoterapeut og astrolog mens hun drev virksomhed. Nu er det så butikken på Fanø, der har hendes fokus. Adressen på Sjælland, efter 42 år, er også blevet skiftet ud med sommerhuset på Fanø.
– Min afdøde mand og jeg har altid brugt Fanø som åndehul i vores meget travle hverdag, og jeg kunne mærke at jeg var klar til at komme tilbage til vestkysten, hvor jeg oprindeligt kommer fra – naturen med hav og kyst, nærheden og lokalmiljøet tiltaler mig og jeg glæder mig til at lære Fanø endnu bedre at kende. Vi skal have det sjovt når vi går på arbejde og det skal føles godt, slutter Annemette. 

Tekst og foto: GV