Pilot-tur på Fanø åbnede sanserne i naturen

Torsdag aften, den 7. maj, blev Fanøs smukke natur rammen om en helt særlig oplevelse, da Vest for Vest og Marco Brodde inviterede til pilot-tur med fokus på natur, fællesskab og citizen science.

De 20 deltagere mødtes ved færgelejet i Nordby, hvorfra gruppen gik samlet mod nord langs stranden i det smukke forårsvejr. Solen stod lavt over havet, vinden var mild, og allerede fra første skridt sænkede tempoet sig.
Ved Nordstranden tog Jannik imod gruppen med en stille og sanselig introduktion til aftenen. Med lukkede øjne og fødderne plantet i sandet blev deltagerne guidet til at mærke solens varme mod ansigtet, lytte til bølgernes rolige rullen og tage naturens dufte og lyde helt ind. Stemningen ændrede sig mærkbart. Skuldrene sænkede sig, tankerne faldt til ro, og sanserne blev åbnet.
De første minutter af turen foregik næsten i stilhed. Kun havet, fuglene og vinden satte lyd til oplevelsen. Det gav en følelse af nærvær og grounding, som fulgte med resten af aftenen.
Herefter fortsatte gruppen gennem landskabet mod området ved Fanø Nord Flakbatteri, hvor Marco introducerede citizen science-aktiviteten. Ved hjælp af appen »Arter« gik deltagerne på opdagelse efter forskellige plantearter i området. Hurtigt blev alle grebet af opgaven. Der blev ivrigt kigget i landskabet på Fanøs nordspids, delt viden og sammenlignet fund, mens snakken gik livligt mellem deltagerne.
Det særlige ved aftenen var netop kombinationen af ro og aktivitet. Naturen blev ikke bare noget, man gik igennem – den blev noget, man mærkede, oplevede og aktivt deltog i. Samtidig bidrog deltagerne til indsamling af data, som skal bruges i arbejdet med regenerativ turisme og forskning i naturoplevelser.
Undervejs opstod der fine samtaler og et naturligt fællesskab mellem deltagerne. Mange nød tydeligt både den fælles fordybelse og den afslappede stemning, som den lune sommeraften på Fanø skabte.
Efter turen fortsatte aftenen med fællesspisning hos Elses Gab for de deltagere, der havde tilmeldt sig middag. Selvom jeg ikke selv deltog i den del af arrangementet, var der ingen tvivl om, at den gode stemning fortsatte resten af aftenen.
Det blev kort sagt en af de aftener, som minder én om, hvor meget natur, nærvær og fællesskab egentlig betyder – og hvor særligt Fanø kan være på en stille sommeraften.

Der vil blive afholdt to offentlige arrangementer hhv. d. 31. juli og 6. august ved Skovlegepladsen, hvor man kan komme med ud og prøve oplevelsen på egen krop. Man kan finde billetter til dette her: https://vestforvest.dk/events

Tekst: GV