René Holm udstiller på Fanø Kunstmuseum

Da samfundet blev lukket ned i 2020, gav den tvungne pause fra en ellers heftig udstillingsaktivitet René Holm en mulighed for at afsøge nye perspektiver i sit maleri med specifikt udgangspunkt i nye materialer.
I dag arbejder René med pigmentfarver på ubehandlet bomuld og olie. De mange rester fra opspænding af lærred, der før blev kasseret, kommer nu tilbage på værket i form af aflange stykker, der limes på fladen, og dermed bliver en del af motivet, så intet i dag bliver kasseret i René Holms atelier. De nye værker blev udstillet for første gang i 2022 hos Galleri Benoni i København, og sidenhen på Enter Art Fair og på gallerier i Sydney, München, Hamborg og i Berlin. Modtagelsen af værkerne har fået cementeret et ønske om at arbejde videre med processen. René Holm har netop udgivet en stor ny monografi bog, der dokumenterer de nye arbejder. Bogen udgives i samarbejde med de to forlag, Aftryk i DK og det Tyske DCV, som udgiver bogen i EU, Asien og Nordamerika. Bogen indeholder også værker fra udstillingen på Fanø, hvor bogen kan købes. 
TO GET LOST WILLINGLY – er titlen på René Holms nye udstilling på Fanø Kunstmuseum. Udstillings perioden er 1. juni til 20. oktober 2024. Fanø har på mange måder været René Holms andet hjem. René har holdt ferie her helt fra sin fødsel til han blev 18 år! Så det har været leg i klitter og skov, insekt-jagt, og senere pigejagt på det gamle gokken (tidligere Pelargonie huset) og på Kongen af Danmark. Det var også på Fanø René lærte at spille golf, hvor han har vundet mesterskabet. René kom i en lang år række ikke meget på Fanø, da verden skulle opleves. Men da verden delvist var rejst tyndt, og der kom egne børn til verden, blev Fanø igen interessant. René har i mere end 25 år selv haft sommerhus på Fanø, og nyder at vandre rundt på øens mange naturlommer, fra Torps plantage/Norges fjelde med den for Fanø uvante birketræsskov og små vandløb, hvor han med ungerne har fanget salamander. På det næsten uberørte Albuen og skovene midt på øen nyder han at forlade de markerede stier og bliver bevidst væk og opdager nye naturperler. Sidst men ikke mindst Fuglekøjen, som umiddelbart ser fredfyldt ud, men som mildest talt var et andemassakre sted, hvor ænder blev lokket ind via små kanaler, og så stod mænd bag skjul og brækkede halsen på dem. Det er de mange oplevelser og indtryk fra øen, der er udgangspunkt i værkerne til udstillingen »To Get Lost Willingly«. 
Udstillingen består af de nye pigment-/olie-værker, hvor det største værk måler 200x400 cm og kommer til at pryde endevæggen i udstillingen. René arbejder altid med hurtige blyants papirskitser til sine store malerier, som han senere arbejder videre på, så de bliver til små selvstændige værker. De bliver også vist på udstillingen.

René Holm er en anerkendt billedkunstner, der arbejder med en bred vifte af medier herunder maleriskulptur og installation. Han har haft talrige soloudstillinger på anerkendte kunstmuseer og gallerier i både Danmark og udlandet og hans værker er en del af den permanente samlinger  på museer som Trapholt og Kunsten i Aalborg. Han bor og arbejder i Berlin og Esbjerg.

Kommende Udstillinger.
2026 Vestjyllands kunstpavillon
2025 Galleri Franz Pedersen
2025 Feinkunst Krüger Hamborg
2024 Museum IRPINO Italien
2024 National Museet København
2024 Fanø Kunstmuseum