Stor hæder til to frivillige ildsjæle fra Fanø Sommercup og Fanø Boldklub
Formanden for DBU Jylland, Ole Ladefoged, og regionsbestyrelsesmedlem, Kenneth Nielsen, tog 1. maj til Fanø i en ganske særlig anledning. To af de mange frivillige fra Fanø Sommercup og Fanø Boldklub fik overrakt en særlig hæder. I dette tilfælde to frivillige, der har yder en ekstraordinær indsats gennem tiden.
Morten Christiansen blev hædret for godt 20 års frivilligt arbejde i og omkring Fanø Boldklub. Denne indsats blev hædret med JBUs sølvemblem.
Peter Andersen har lavet frivilligt arbejde for Fanø Sommercup i 27 år. For denne indsats blev han hædret med DBUs sølvnål, som er højeste udmærkelse for frivillige i DBU. Sammen med prisen følger en gratis billet til alle landskampe i resten at Peters forhåbentligt lange liv.
De to gæster fra DBU lagde stor vægt på, at det er frivillige kræfter, som Peter og Morten, der er afgørende både for breddesporten og for de professionelle landshold.
Kæmpe tillykke til begge ildsjæle.
Hvis DU har lyst til at at hjælpe som frivillig til Fanø Sommercup, så kontakt Sanne og Maria på frivillig@fanosommercup.dk