Ved tilfældighedernes spil befandt jeg mig (5 dage før min 19 års fødselsdag) den 17. oktober 1963 i Radiotelegrafist-forberedelsesklassen på Fanø Navigationsskole, der foruden de ca. 80-90 styrmands/skibsførerelever, også havde plads til ca. 30 telegrafistelever.

Født og opvokset på landet i Vendsyssel – og med job som fodermester – troede jeg ellers min fremtid lå i landbruget, men sådan skulle det ikke gå. En ældre skolekammerat fra Vendsyssel var via et maskinmesterjob i ØK, nu havnet som maskinmester på Vestkraft i Esbjerg. Denne maskinmester havde fortalt mig om jobbet som telegrafist i skibene. Han havde tilbudt, at jeg kunne bo hos ham og hans familie på Eriksensvej i Esbjerg, indtil jeg fandt mig til rette på Fanø, og – ja – det var sådan det hele startede.

Den første skoledag! 
Afsted på min cykel fra Eriksensvej – fandt ned til færgelejet i brand-tyk tåge. Det stank af fisk. Esbjerg Fiskerihavn var i 1963 hjemsted for omkring 600 små fiskekuttere, hver med 3-4 mands besætning, – men – som Esbjerggenserne udtrykte det - så lugtede det af penge.
Jeg kom ombord på færgen (min første sejlads nogensinde) og »skibet« stod ud fra Esbjerg med kurs mod Fanø. Tågehornenes klagesang lød faretruende over vandene – jeg mindes det stadig. Allerede her sagde jeg til mig selv, at det hele var en misforståelse. Jeg skulle være blevet i Vendsyssel.
Vel ankommet til Fanø fandt jeg frem til Navigationsvej – fulgte vejen forbi Toftehuset på venstre hånd, forbi »Bretagne« på højre hånd – og pludselig var den der – Navigationsskolen. Et pragtværk af en rød murstensbygning med et imponerende indgangsparti – for øvrigt skænket af ØK.  Inde i forhallen gik jeg forsigtigt udenom kompasrosen nedlagt i gulvet – og så mødtes vi. 
Her var Bent Larsen, Kurt Lybeck, John Schmidt, Evald Seemann, Johnny Christensen, Jens Hellerup Nielsen, Niels Johan Vendelboe, Birthe Hansen, Jytte Tyron og flere andre.
I begyndelsen boede jeg som sagt hos maskinmesteren i Esbjerg, men i løbet af få dage var jeg så heldig at få »det store værelse« hos hr. og fru Damgaard i huset »Bretagne« på Navigationsvej. Huslejen var kr. 125 pr. måned inkl. varme, vand og fru Damgaards daglige rengøring af værelset!!
Her boede i forvejen to andre telegrafistelever – Kurt og Bent (begge vendelboer) – men de slap med kr. 100 pr. måned. Deres værelser var lidt mindre. 
Når sulten skulle stilles, var det almindeligt, at man spiste på pensionat. Jeg havde hørt, at fru Thomsen på Svenskervej kunne anbefales, så allerede den første skoledag fulgte jeg trop med en flok styrmands- og telegrafistelever. Jeg fandt (med nød og næppe) en plads ved det store langbord. Spiste med velbehag den dejlige middag, der denne dag bestod af boller i karry med løse ris. Mæt og glad henvendte jeg mig nu til fru Thomsen, for at forhøre mig om betalingsformen – jeg skulle vide, om jeg skulle betale dagligt, ugentligt eller en gang om måneden.  Ak og Ve!! 
Fru Rigmor Thomsen forklarede mig (med store bogstaver) at hendes pensionat var booket op flere måneder i forvejen, og hun havde bestemt ikke plads til mig. Fru Thomsen kunne ikke give tilbage på den hundredkroneseddel, jeg stod og viftede med, så jeg skylder stadig Rigmor Thomsen for en gang boller i karry.
Til alt held var der en ledig plads ved bordet hos Stinne og Braarup Hansens pensionat på hjørnet af Galeasevej og Mellemgaden. Øvrige måltider klarede vi selv, så godt vi kunne. På »Bretagne« lavede vi en madklub, hvor Kurt, Bent og jeg på skift var ansvarlige for indkøb til morgen- og aftensmad. Kurts favorit var et stykke franskbrød med flæskesteg og rødkål.
Køkkenfaciliteterne på »Bretagne« var rimelige. Derimod stod det lidt sløjt til med badefaciliteterne. Der var et lille bitte toilet med håndvask til vores (og eventuelle gæsters) disposition. Et ugentligt bad – et fredagsbad – fik vi alligevel, idet Fanø Navigationsskole stillede et bruserum til rådighed i skolens kælder.
Vores fritid brugte vi som regel i hinandens selskab. Som »gamle« vendelboer var Kurt, Bent og jeg vant til, der skulle spilles whist (piratwhist), og John Schmidt og Leif Alex Sander var lette at lokke. Det var ikke mange basseører, der blev spillet om. Det drejede sig mere om æren.
Om sommeren boltrede vi os på Fanøs hvide strandbred og i bølgen blå. Som den lykkelige indehaver af en sølvgrå Vespa Grand Sport, var det let for mig at komme til skov og strand – som regel med en lokal passager på bagsædet.  
De første fjernsynsapparater var begyndt at indfinde sig på Fanø, og jeg var så heldig at »min kærestes« forældre, Selma og Peter Brinck på Navigationsvej, lige havde anskaffet sig et nyt fjernsyn. 
Hvor der er hjerterum, er der også husrum. Tit og ofte (og altid, når der var fodbold på programmet) samledes vi foran Selmas fjernsyn (og kaffekande).
Ved en senere lejlighed (da jeg blev gift med Lis) digtede Selma en lille sang. Første vers lød således: (for øvrigt på melodien »Jeg er havren …«) Her til Fanø kommer mange mænd, af vendelboer kom engang der fem. Drikke kaffe – se på fjernsyn hen, men de fleste er rejst hjem igen.
I øvrigt synes jeg, vi havde et utroligt godt forhold til lokalbefolkningen. Mange meldte sig ind i diverse sportsklubber. 
Det var dog ikke sport, jeg brugte mest tid på. Ret hurtigt fik jeg kontakt til Nordby renovation ved Edvard Nielsen og Ernst Brinch.  Her fik jeg i mine ferier arbejde som skraldemand. Pengene jeg tjente, havde jeg hårdt brug for, og efter en lang dag ude i sommerhusområdet med en tung skraldespand på nakken, havde jeg ikke behov for at gå i motionscenter.
Det sjoveste arbejde jeg havde, mens jeg gik på skolen, var natarbejde i forbindelse med etableringen af det (dengang i 1964) nye færgeleje på havnen i Nordby. Jeg arbejdede fra kl. 18 til 06, hvorefter jeg gik i skole fra 08 til 14. Jeg var nok ikke den mest opmærksomme elev i den periode. For at sige det rent ud, sad jeg tit og sov i timerne. Ikke desto mindre blev jeg af vores lærer, Ole Hundahl indstillet til at modtage »flidspræmie« på i alt 300 kroner. Det lunede alt sammen. 
Arbejdet ved færgelejet resulterede for øvrigt i afslutning af mit lejemål i »Bretagne«. En nat var jeg så uheldig at falde udenbords fra en flydeponton. Mine »arbejdskammerater« Julius Madsen og Aksel Nørgaard fik mig hevet op af vandet og sendte mig hjem til tørre. Det våde tøj smed jeg ind på »badeværelset« (det lille toilet) med det resultat, at Hr. Damgaards fine gipsloft fik nogle fæle vandskjolder. Det kunne Hr. Damgaard ikke li’, og det endte med, at jeg flyttede ud på landet til landmanden/mælkemanden Ove Beier på Nørre Bjergevej. 
Det passede mig ganske udmærket. Tit og ofte havde Ove Beier brug for en hjælpende hånd – både i mark og i stald. Så var det jo godt at være Jysk Mester – altså fodermester!!
I april måned 1965 var skoletiden forbi. Efter eksamen/erhvervelse af Radiotelegrafistcertifikat stod fremtiden på ansættelse og sejlads i rederiet J. Lauritzen, – men det er en helt anden historie. 
Tak til Fanø Navigationsskole, tak til familien Brinck, tak til venner og bekendte for 60 dejlige år på Fanø.

Venlig hilsen Radiotelegrafist
Knud Nielsen