Billeder og tekst af Mikael Kongevang.

I den sidste weekend i februar kunne den frygtelige krig i Ukraine følges på TV. Invasionen tog form og skæbnerne blev synlige, en frygtelig situation for indbyggerne over hele Ukraine. Så kom tanken: »Hvad kan jeg gøre?«. Inden kort tid var tanken tænkt til ende: »Kunne jeg komme afsted og hente et par håndfulde flygtninge til Danmark, så er de da kommet i sikkerhed«.

Jeg lavede et opslag på Facebook og fik hurtigt tilbagemeldinger. Først et godt vennepar, der meldte sig klar til at deltage, dernæst en ven mere der også var klar. Vi lagde en foreløbig slagplan, delte opgaver ud, og så skete der noget uventet. Jeg begyndte at få privatbeskeder fra gode venner og andet godtfolk på Fanø, med tilbud om økonomisk støtte til turen. Den havde jeg ikke lige set komme. 
Jeg have tænkt tanken om at lave en offentlig indsamling, men – ting tager tid og der skal søges tilladelser og meget andet. Tid, som jeg hellere ville bruge på at planlægge turen og få tingene på plads. Så måtte vi selv betale for brændstof hver især. Men sådan skulle det ikke være. I løbet af ugen op til turen kom der bidrag der gjorde, at vores egenbetaling blev væsentligt mindre end planlagt, og det vil jeg gerne takke for, det var fantastisk at mærke den opbakning vi mødte rundt omkring – og det uopfordret. Hjerteligt tak.

Holdet bag transporten, der var med på den første tur.

En tur på omkring 3.000 km med op til 12-14 flygtninge, skræmte og bange – måske med småbørn, kræver forplejning. En række tænkelige sponsorer modtog en mail, og straks trådte SuperBrugsen i Nordby i karakter. SuperBrugsen bød ind med alt på den forplejningsliste, der var lavet til turen. Fantastisk flot, tusind tak. Senere kom der et par biler mere med i kortegen, hvilket gjorde, at da REMA 1000 på Parkvej i Esbjerg også meldte sig på banen som sponsor til turen, og vores kapacitet nu var oppe på 20-22 flygtninge, så sagde jeg »Ja tak«. Tusind tak til SuperBrugsen og REMA 1000 på Parkvej. Uden Jer var turen ikke blevet gennemført.
Først var det planlagt, at vi skulle medbringe indsamlet, varmt tøj til flygtningene, men gennem kontakterne i Polen og Ukraine fik den danske koordinator vi arbejdede sammen med oplyst, at behovene ændrede sig. Kampene rundt om i Ukraine kræver sine ofre, døde og sårede, og derfor begyndte man at mangle bandager og andre forbindsstoffer. Jeg kontaktede Viking Lifesaving Equipment i Esbjerg. De ville meget gerne deltage i projektet og gik straks i gang med at samle bandager og andre forbindsstoffer sammen. Det resulterede i 7 kæmpestore kasser, der blev hentet. En kæmpe tak skal lyde til Viking, I gjorde en STOR forskel fandt vi senere ud af, da vi afleverede materialerne til en ukrainsk konvoj i Przemysl, der kørte direkte tilbage til fronten i Ukraine.
Fredag eftermiddag oprandt, og de 5 køretøjer mødtes i Nordtyskland på vej sydøstover. Vi var 10 chauffører, heraf en ukrainer, der talte ukrainsk, en israeler, der talte russisk og ukrainsk, en tysker, en polak, der er praktiserende læge, en flok vestjyder og to københavnere. Og så gik det ellers mod den ukrainske grænse – uden anden stop end tissepauser. Undervejs kørte vi ind i en snestorm og farten måtte sættes væsentlig ned. Derfor var vi forsinkede, da vi endelig nåede Przemysl lørdag sidst på formiddagen.
Undervejs gennem Tyskland og Polen havde vi kontakt med Jens-Martin (Fanø Fodboldgolf), han var nemlig stukket til Polen nogle dage før os, med samme formål. Jens-Martin fodrede os med alle tænkelige, vigtige oplysninger omkring grænsepassager, forholdene hvor han var og omkring opsamling af flygtningene. De informationer havde stor betydning for vores indsats, tusind tak Jens-Martin.
Vores samarbejde med en herboende ukrainer, der koordinerer indsatsen i grænseområdet var også af afgørende betydning for vores opsamling af flygtninge i Przemysl. Vi blev dirigeret frem til et nedlagt butikscenter i Przemysl. 500 m inden centret røg vi ind i en kø. Politiet fortalte, at vi ville komme til at vente mellem 6 og 9 timer inden vi kunne læsse fores førstehjælpsmaterialer af. Suk. Vi gik lidt rundt i centret, og løb ind i en britisk mand, Conrad. Han arbejdede med førstehjælp på stedet. Han fik arrangeret, at vi kunne komme gennem politiafspærringerne og direkte frem til førstehjælpsområdet. MEN – sådan skulle det ikke gå. Undervejs tilbage til bilen fik Conrad og jeg kontakt med en ukrainsk konvoj der var i Przemysl for at hente forbindsstoffer, for derefter at returnere direkte til fronten ved Lviv. Conrad talte ukrainsk, og hurtigt blev det arrangeret, at vi læssede vores forsyninger direkte over i deres køretøjer, på en lille sidevej i byen. Som sagt – så gjort. Og 6-9 timer var sparet, men vi var stadig nogle timer bagud.

De mange forbindsstoffer doneret af Viking Lifesaving Equipment - blev MEGET vel modtaget i ukraine.

Vores koordinator havde kontakt med en bus med 11 flygtninge, der var på vej fra området omkring Kiev. Men, de nåede af ukendte årsager, aldrig frem til opsamlingsstedet, så nu var vi klar til at finde ca. 20 flygtninge der ville med til Danmark.
Vi gik gennem butikscentret. Alt var kaos, busserne udenfor læssede flygtninge af i hundredvis, gråd, skræk, bange mennesker, grædende små børn. Forestil dig butikscentret Broen i Esbjerg, tømt for al inventar, varer og mennesker og lad så 5000 mennesker overnatte der i en lille uges tid, på de bare betongulve. Ubeskriveligt. Vi gik til et lille, usselt område for enden af en gang, hvor ca. 30 frivillige uddelte varm suppe, slik til børnene og forsøgte at skabe en smule tryghed og medmenneskelig kærlighed. En næsten umulig opgave. Men de gjorde deres bedste. 
I dette spisehjørne fik vi kontakt med en bedstemor, hendes to døtre og deres 3 børn. Alle havde de blikket, som en skræmt kanin på flugt fra en ræv. Bange, mørke rande om øjnene og man kunne se de havde grædt meget. De fortalte gennem vores tolk, at de havde overnattet på betongulvet i 3 nætter, og at deres mænd var tilbage i Ukraine hvor de kæmpede. De ville gerne med os til Danmark, hvor de havde familie i Sønderjylland. Deres oplevelser på flugten gjorde, at de IKKE havde tillid til andre mennesker overhovedet. Heller ikke os. Vi måtte end ikke få deres pas at se (for at sikre, at de kunne komme ind i Danmark). Dem fik vi dog lov til at se senere. Hurtigt fik vi de 6 ud i den ene bil, og derefter fik vi samlet 6 mere op. Der var en del helt små børn, som kom i de børnestole vi havde med. På vej tilbage til Danmark skulle vi rundt om Krakow i Polen, hvor vi skulle samle en syg 3-årig pige, hendes mor og bedstemor op. De kom i bilen med lægen, der tog sig godt af pigen på vej tilbage. Alt i alt endte vi med at have 15 flygtninge i vores biler, der alle gerne ville til Danmark – til familie. Undtagen en, der skulle videre til Sverige.
Vores flygtninge fik kaffe, varm chokolade, god forplejning og andet godt på vej tilbage gennem Polen. Vi gjorde et kort stop søndag morgen, tæt ved grænsen til Tyskland. Flygtningene var trætte og udmattede og havde sovet hele vejen gennem Polen.
Vi kom over den polsk-tyske grænse uden problemer, og fortsatte nogle timer gennem Tyskland. Ved frokosttid gjorde vi holdt. Den ene mor af dem i gruppen på 6, kom smilende ud af bilen og gik i gang med at smøre sandwich i stor stil. Det var dejligt at se, hvordan flygtningene havde fået lidt mere tillid til os. Vi kørte videre mod den danske grænse og fik meldinger hjemmefra, om at der var åbnet et center i det gamle rådhus i Bov, hvor man tog sig af folk, der ikke havde pas med. 

Vi var alle spændte, da vi nærmede os grænsen ved Padborg. Vores afmærkning af køretøjerne gjorde, at vi da vi ankom til grænsen blev ledt ind på en afspærret område for registrering af vores flygtninge. I bilerne havde vi 15 mennesker, der igen var skræmte, bange flygtninge. Gennem vores tolke fik vi dem forklaret, at vores danske grænsebetjente var her for at hjælpe dem, og at de kunne være trygge. Det hjalp betragteligt på tilliden til betjentene, at de smilede til flygtningene, tog sig tid til – via tolkene – at fortælle at de blot skulle sikre sig, at de havde et pas. At den ene »kæmpestore« betjent ovenikøbet gav en af de ældre kvinder et ordentligt bamsekram, gjorde at flygtningene efterhånden fik tilliden tilbage.
Grænsepolitiet udførte en fantastisk medmenneskelig og hurtig sagsbehandling og kort tid efter kunne vi sætte kursen imod flygtningenes familier rundt om i Syddanmark. Det fik de store smil frem hos vores flygtninge. Det var en fantastisk dejlig og varm oplevelse.
Sidst på dagen fik vi overbragt flygtningene til deres familier og vi kunne sætte kursen hjem. Godt trætte og udmattede. Alle var og er opsat på at komme afsted igen, og vi er begyndt at finde sponsorer til en tur 2. Simpelthen fordi disse flygtninge har brug for vores og verdenssamfundets hjælp i denne frygtelige stund.
En kæmpestor og hjertevarm tak skal herfra lyde til alle vores sponsorer og hjælpere, der alle på hver deres måde har gjort turen mulig, så vi har ændret livet for vores 15 flygtninge. En særlig tak skal lyde til holdet bag transporten, der kørte nonstop, mere end 3000 km. HJERTELIGT TAK TIL JER ALLE. 

Flygtningene ved den danske grænse - påvirket af deres ulykkelige situation, men lettede over at være i sikkerhed i Danmark.

Supplerende faktuelle oplysninger:
Jeg vil kort forsøge at remse vores sponsorer op her:

VIKING LIFESAVING EQUIPMENT – leverede forbindinger m.m. der blev kørt DIREKTE til fronten i Lviv. SuperBrugsen Fanø – leverede forplejning til flygtningenes tur til Danmark.
REMA 1000, Parkvej i Esbjerg, der leverede forplejning til flygtningenes tur til Danmark. MENY Hjerting, der leverede produkter og forplejning til flygtningenes tur til Danmark.
BOXIT i Esbjerg, der leverede materiel og chokolade til flygtningenes tur til Danmark. ÅRRE TRUCK OG TRAKTORSERVICE, der sørgede for, at bilerne var toptrimmede og kunne klare strabadserne frem og tilbage til Ukraine, mere end 3.000 km. FANØLINJEN der gjorde afhentning af forsyninger på Fanø muligt. LUND SKILTE - for fine skilte der gjorde en stor hjælp. 
Endvidere har vi modtaget flotte økonomiske bidrag fra følgende private sponsorer der nævnes i anonymiseret form her: MLL, HP, SQ, SL, JL, JNB, TJS, BK, DF, JA, JBS, EBP, AKG, FBJ, KJ, SJMS, BB, JM, HSN, GSB, IB, HDM, JB, AG. I gjorde det muligt for os at gennemføre turen.
STOR TAK for hjælp til tolkning og oversættelse af alverdens ting og sager, hvilket gjorde kommunikation mulig. STOR TAK til Jer alle for at følge vores tur, sende gode og varme tanker og bønner vores vej, vi har kunne mærke dem... 
Et stort og varmt tak skal lyde til BB på Als, der har sikret backup med indkvartering og al anden hjælp og info omkring indkvartering. Dansk Røde Kors i Esbjerg, for backup med indkvartering i Esbjergområdet.
Hjerteligt tak til grænsepolitiet ved indrejsen til Danmark. Mandskabet der gjorde en FANTASTISK hurtig menneskelig indsats med at få dem hurtigt igennem grænsen. Deres udstråling og smil gjorde en MEGET STOR forskel i flygtningenes mistillid til autoriteter. 
Udover ovennævnte har der i de hektiske dage været et effektivt og bredt samarbejde med en lang række mennesker på internettet og Facebook, lokale og fjerne mennesker og grupper, der alle har et samlet mål: AT HJÆLPE UKRAINE. Hjerteligt tak.
Det er ikke af ond vilje, hvis jeg ikke lige har fået nævnt DIG, men jeg sidder lige nu og er øm i hele kroppen fysisk efter hjemkomsten, hovedet er fyldt med indtryk, tankerne hvirvler rundt og om få timer skal jeg på job.
Turen resulteret, at vi kunne få 15 flygtninge med hjem. De var fordelt som følger: Bil 1: Bedstemor med 2 døtre og disses 3 børn - 5 mdr, 3 år og 5 år. Indlogeres hos familie på Als. Bil 2: ældre far med sit barn. Indlogeres hos familie i København. Bil 3: mor med sit barn. Indlogeres hos familie i København. Bil 4: en bedstemor med datter og sygt barn på 3 år. Indlogeres hos familie i Holstebro. Bil 5: 2 kvinder, den ene på flugt til Sverige og den anden til Nordjylland.

Fra mit hjerte skal lyde ET KÆMPE VARMT TAK til Jer alle, TAK.