Folkemusiktrioen Uhrbrand, Lydom, Cahill fejrer 25 års musikalsk samarbejde omkring Fanømusikken.

Det var, i sin tid, en 40 års fødselsdag og herre-frokost, der satte gang i tankerne om, at spille Fanøs traditionelle dansemusik i en lidt anden »forklædning« og i en sammenhæng med anden dansk 1700-tals musik og iøvrigt sammen med et repertoire af dansevenlig swing-musik samt den mere lyriske del af det irske sang-univers.
Her efter 25år+ og rigtig mange spillejobs, festivaljobs og turnéer efter – er vi stadig enormt glade for at spille øens traditionelle dansemusik, såvel til koncert, som til bal.
Det har været, og er stadig enormt interessant, samt et udsøgt privilegium, at være en del af en fuldstændig unik og levende musik – og dansetradition, og vi har altid gået til ‘opgaven’ med stor passion, ærbødighed og respekt, men også udfordret musikken, i lige dele legesyge og nysgerrighed.
I forbindelse med fejringen, besluttede vi, at gi’ den gas med koncerter, lave en genudgivelse af debut-CDen »Sik og Sejs«, samt forsøge at skaffe midler til en portræt – og dokumentationsfilm. Vi var så heldige, at Fanø Sparekasses Fond tilbød at støtte filmprojektet, hvilket muliggjorde hele projektet. 
Desuden tilbød filmfotografen, musikeren og produceren, Anders Hestbek – der selv er opvokset og har familiære rødder på Fanø, at stå for billed-delen med idéer, optagelse og klip.
Lyd-teknikeren og musikeren, Ole Ellingsgaard – som vi har arbejdet med utallige gange og desuden stod for optagelse og mix af debut-CDen i ‘slut-70’erne’ tilbød at lave lyd på filmen. Line M. Carstensen tilbød at gå en interview-runde i salen, imens stolene blev sat ud til bordene og alting blev gjort klar til dans. Og så var vi kørende.
Det var fredag d. 27. september 2024, at vi inviterede Fanø til fest i Sønderho Forsamlingshus med koncert, bal – og filmoptagelse. Det blev en – på alle måder fin og minderig aften/nat.
Nu er filmen klar til fremvisning, og vi er skamløst glade for – og stolte over det flotte resultat. Det er blevet lige præcist det, som vi havde drømt om – en god fortælling om et fantastisk sted, med en enestående kultur og kulturarv. Så derfor indbyder vi hele Fanø, med omgivende satelitter og nysgerrige interessanter til premierevisning, koncert, bal og Fanøsmørrebrød, i Sønderho Forsamlingshus: Lørdag d. 18. april, kl. 19.30, entré: 100 kr.

En stor og velment tak til Anders Hestbek, Ole Ellingsgaard, Line M. Carstensen, Sønderho Forsamlingshus, alle dansere, publikum og fest-originaler samt Fanø Sparekasses Fond.

Billedet er malet af den afdøde franske maler, Jacques Malfilâtre, der - sammen med sin familie var en flittig café-gæst på Nanas Stue. Familien havde igennem en årrække sommer hus i Rindby.