Vadehavets store fugletræk

Vadehavets naturvejledere og museer går sammen om fugle-festival langs hele kysten den 6.-14. september 2025

Hvert år krydser millioner af trækfugle himlen over Vade-havet. De flyver mange tusinde kilometer – fra Arktis til 
Vestafrika – uden GPS, uden mange pauser og uden at miste retningen. Undervejs gør de stop i Vadehavet, hvor de fylder depoterne op, inden rejsen fortsætter sydpå.
I september kan du opleve dette enestående naturfænomen på helt tæt hold, når regionens naturvejledere og museer er klar til at vise fugletrækket frem til alle.

En festival på fuglenes præmisser
»Vadehavets store fugletræk« er en ny festival, hvor hele 
vadehavskysten summer af fugleliv. I ni dage kan man vælge mellem guidede fugleture, inspirerende foredrag, kreative workshops og kunstneriske oplevelser. Programmet byder på aktiviteter for både børn, voksne, fagfolk og nysgerrige begyndere – alle med ét fælles udgangspunkt: at opleve og lære mere om fuglene og det spektakulære træk.

Et samarbejde med dybe rødder
Festivalen arrangeres af Vadehavets Formidlerforum, der er et arbejdsfællesskab og netværk af professionelle formidlere af Vadehavets natur og kulturhistorie på tværs af institutioner og kommuner. Formidlerne har samarbejdet i mere end 20 år og står bl.a. bag den unikke undervisningsportal mitvadehav.dk til skoler og daginstitutioner. Det er en gammel drøm at realisere idéen om en fælles event langs hele vadehavskysten.
Det fulde program for festivalen finder man på Nationalpark Vadehavets hjemmeside: www.nationalparkvadehavet.dk/fugletræk. Herfra ledes man til de enkelte institutioner, kommuner og formidlere for evt. tilmelding, billetsalg og nærmere information. Nogle arrangementer er gratis, andre koster en »almindelig billet«.
Sideløbende med de offentlige arrangementer vil arrangørerne tilbyde aktiviteter og formidling for skoleklasser i hele regionen.

En »festival« med et formål
Formålet med »Vadehavets store fugletræk« et at udbrede kendskabet til Vadehavets globale betydning for fuglene. Som mellemstation og rasteplads for en lang række fuglearter er Vadehavet en overordentlig vigtig brik på den såkaldt øst-
atlantiske trækrute mellem Arktis og Afrika.
Festivalen er inspireret af nationalparkerne i Tyskland, hvor man fx har arrangeret de såkaldte Ringelganstage i årtier og brugt knortegåsen til at fortælle den gode historie om fuglene og Vadehavet. Et event, der har vokset sig stor og betydningsfuld på de tyske vadehavsøer og har udbredt kendskabet til områdets værdi for trækfuglene. På samme måde ønsker 
Vadehavets Formidlerforum og Nationalpark Vadehavet herhjemme med festivalen at udvikle formidlingen og udnytte styrken i fællesskabet blandt institutionerne og kommunerne.

Foto: Lars Gejl, 
Nationalpark 
Vadehavet: Islandsk ryle.